Familieliv

Børneundersøgelse

Børneundersøgelse

I august var begge piger til lægen, så vi kunne få overstået 5 års børneundersøgelse og vaccine af Vigga, og 2 års børneundersøgelse og en hepatitis revaccination af Sigrid.

Undersøgelserne gik rigtig fint. Vigga der blev 5 år i maj, måler 114 cm og vejer 21 kg. Sigrid der bliver 2 år i september, er 87 cm høj og vejer 13 kg. Til sammenligning (selvom man selvfølgelig ikke må sammenligne sine børn) så var Vigga til hendes 2 års undersøgelse 90 cm og vejede også 13 kg

Så blev de undersøgt på kryds og tværs, og ved Sigrid fandt lægen en mislyd på hjertet. Det var jeg slet ikke forberedt på, så det var lidt en skræmmende besked at få. Men hun beroligede mig med, at det sjælendt er noget alvorligt. Men vi skal selvfølgelig op på hospitalet, og have det undersøgt nærmere.

Vigga skulle ud over den almindelige helbredsundersøgelse, også have undersøgt synet ved denne børneundersøgelse. Det var hun ikke særlig vild med, og vi måtte stoppe inden hun var helt færdig. Men det var også okay, for hendes øjne så helt fint, alle de små symboler.

Vi spurgte også ind til hendes tommelfinger, som hun snart ikke har kunnet strække helt ud i to år. For to år siden fik hun den i klemme i en dør i børnehaven, hvor vi efterfølgende var på skadestuen, men fik besked om at intet var galt. Et halvt år senere, hvor den stadig ikke kunne strækkes, blev vi sendt til undersøgelse på sygehuset. Her blev den røntgenfotograferet, og svaret var denne gang, at der måske havde været et lillebitte brud, og den derfor ikke kunne strækkes, men at det var så lidt, at de ikke ville gøre noget ved det.

Vores egen læge synes at den her to år senere, kunne strækkes noget mindre end der stod i papirerne, så hun sendte Vigga til undersøgelse på sygehuset igen. Så vi håber selvfølgelig at de finder ud af hvad der er galt denne gang.

Børneundersøgelsen skulle så sluttes af med at de begge skulle vaccineres. Jeg prøvede at sige til Vigga, at nu skulle hun være en stor pige, og vise Sigrid hvordan man var dygtig til at blive vaccineret. Men det ville hun under ingen omstændigheder. Så Sigrid måtte vaccineres først, og hun var selvfølgelig (som altid) mega sej, og fortrak ikke en mine, da hun blev stukket. Så den var lidt svær for Vigga at leve op til, da det bagefter var hendes tur.

 

Du kan læse mere om de forskellige børneundersøgelser på sundhed.dk

Leave a Reply