Livet som mor

Lillesøsters fødsel

Fødselsberetning

Mandag d. 5. september 2016, vågner jeg ved 5 tiden om morgenen, fordi jeg skal tisse. Det er der jo ikke noget mærkeligt i, lillesøster inde i maven, laver jo konstant karatespark mod min blære. Jeg rejser mig op fra sengen, og når lige at gå to skridt, så fosser vandet ud af mig. OMG vandet er gået – lillesøsters fødsel er igang!

Nå, men imens jeg får mig stavret ud på toilettet, og får tømt min blære (+ lidt mere, man bliver jo “skide” nervøs), ringer Bobby ind på fødeafdelingen. De spørger ham hvordan lillesøster vender. Men eftersom at det er over en måned siden, at jeg sidst har været ved jordemoder, så har jeg ingen anelse. Eller jo, jeg tror hun vender med hovedet ned, men jeg er da slet slet ikke sikker.

Derfor får jeg besked på at blive liggende i sengen, og ikke røre mig ud af flækken. De sender en ambulance efter mig! Ambulancen kommer, men da de finder ud af at jeg ligger på 1. salen, og dermed skal ned ad trapper, sender de bud efter endnu en ambulance. Samtidigt løber Bobby rundt i hele hytten, for hospitalstasken er jo selvfølgelig ikke pakket, det er jo 5 uger for tidligt, og jeg er ikke engang gået på barsel!

Den næste ambulance kommer, de får mig fikseret på et bræt, og fire mænd bærer mig ned, og ud i ambulancen. Virkelig dramatisk, for da vi kommer ind på fødegangen, viser det sig at hun vender med hovedet ned, så det var slet ikke nødvendigt med alt det ståhej.

Fødsel

Veerne er så småt begyndt at kunne mærkes, men ikke mere end at vi får spist morgenmad, og talt lidt med jordemoderen. Vi er jo en lille smule (læs: pænt meget) nervøse over, at jeg er gået i fødsel 5 uger før termin.

Jordemoderen spørger selvfølgelig også ind til, hvordan jeg gerne vil have at fødslen skal forløbe. Jeg gør det klart, at fødslen bare skal overstås hurtigst muligt. Jeg gider ikke alt muligt alternativt smertestillende, jeg vil have en epiduralblokade (og det kan kun gå for langsomt).

Da veerne er taget en del til, og jeg begynder at fortryde, at jeg ville have et barn mere, får jeg lagt epiduralblokaden. Det er jo som at komme i himlen, med et, er smerterne væk.

Samtidigt får jeg ve-drop. Kl. 14.05 får jeg endelig presseveer (og fortryder igen graviditeten 😛 )

Men vupti vupti, kl. 14.13, efter tre presseveer, har jeg smuttet mandlen! En velskabt pige på 2930 gr. og 50 cm, er kommet til verden.

Det var en helt anden, og meget bedre, oplevelse end min første fødsel. Dengang nåede jeg ikke rigtigt at få smertestillende. Ve-droppet havde ikke en så god effekt, så jeg lå med presseveer, jeg ikke måtte presse på, i næsten 2 timer. Det hele endte ud i, at hum blev taget med sugekop, i andet forsøg, og at jeg efterfølgende skulle syes.

Det var lidt ambivalent at føde så tidligt. På den ene side var det jo meget rart, at det hele var overstået. Jeg nåede ikke at gå og blive nervøs, og ikke mindst nåede jeg ikke at blive større (og tungere) og mere besværet. Men på den anden side, så var jeg noget nervøs over at få en præmatur baby, og nervøs for om hun så ville være sund og rask. Det var selvfølgelig også lidt nederen, at jeg ikke engang var nået at gå på barsel. Jeg havde jo virkelig glædet mig til at slappe af i 4 uger…

Indlæggelse

Efter fødslen blev vi overflyttet til Barselsgangen. Her var vi indlagt i 12 dage, indtil lillesøster kunne spise selv, uden at få suppleret fra sonde. Og indtil hun selvfølgelig havde taget det på som hun skulle.

Da hun er 6 dage gammel er hendes bilirubin så højt, at vi bliver indlagt på børneafdelingen, og hun er i lysbehandling i 12 timer. Det hjælper selvfølgelig på tallene, men ikke mere end at hun stadig skal have taget blodprøver hver anden dag. Selv efter at vi bliver udskrevet, er vi inde og få taget blodprøver 4 gange, før det endeligt er lavt nok. Så de første 3 uger tilbragte vi en del tid på sygehuset.

Leave a Reply