Familieliv, Rejser

Turen til Australien

Australien

Turen som vi virkelig glædede os til, men også turen som jeg virkelig frygtede. Men for lige at tage den helt fra begyndelsen, for at alle kan være med. Vi er taget til Australien fordi at Bobby (pigernes far, hvis nogen skulle være i tvivl), skal arbejde hernede i 5 måneder, i forbindelse med hans PhD studie. Pigerne og jeg skal være her i 3 måneder, for det passer sådan cirka med at jeg kan bruge resten af min barsel og lidt ferie.

Tidligere erfaring

Vi er ikke helt uerfarne med så lang en flyvetur, da vi for to år siden var i Kina. Dengang var Vigga lige knap 3 år, og det gik fuldstændig problemfrit. Det var easy-peasy med den 12 timer lange flyvetur dengang. Hun elsker at sidde stille og lege, tegne eller bruge iPad’en, så hun kunne sagtens få tiden til at gå.

Turen til Australien

Denne gang skulle vi jo så lidt længere, turen fra Aalborg til Brisbane, tager minimum 24 timer inklusiv 2 mellemlandinger. Denne gang skulle vi også have lillesøster med. Og Sigrid kan altså bare ikke sidde stille, hun har krudt i røven. Så jeg frygtede virkelig den lange tur, også selvom flere på IG havde beroliget mig med, at de havde gjort det samme med børn på hendes alder, og det slet ikke var noget problem…

Nå men, den store dag oprandt. Vi skulle flyve 10.30 fra Aalborg. Da vi kommer ud i lufthavnen og skal tjekke ind, så opstår det første problem, vi bliver kun checket ind til København. Hmm, personalet kunne ikke hjælpe med boardingpassene, men de fik dog checket vores bagage ind hele vejen til Brisbane.

Pga sne er vores fly selvfølgelig også forsinket, så i København bliver det hele virkelig presset, da vi skal have vores boardingpas inden vi går til gaten. Vi får de sidste boardingpas i orden, og når selvfølgelig også med ombord i sidste sekund.

Så starter den værste flyvetur

Flyet til Singapore skulle være lettet omkring 12.30. Jeg havde derfor regnet med at det lige passede med at hun så kunne få hendes middagslur med det samme. Men igen, pga snevejr, så skulle flyet afises inden vi kunne lette. Så inden vi var i luften, så var der næsten gået en time mere. Derudover så var der selvfølgelig en del turbulens, som betød at hun skulle op og spændes fast på skødet af mig, hvilket hun var virkelig utilfreds med at blive. Så der blev ingen middagslur til lillesøster.

Det resulterede så i at hun var jævnt utilfreds hele turen. Vi havde taget virkelig mange smoothies, kiks og slik med, og noget legetøj også. Men det eneste hun gad, var at gå rundt på gangen, og glo på folk..

Heller ikke da det blev sengetid ville hun sove. Vigga puttede sig fint til at sove, og sov resten af turen. Men for Sigrid blev til kun til sammenlagt et par timer.

Inden afgang til Singapore

 

Ankomst til Singapore

Endelig efter 12 stive timer ankom vi til Singapore, tidlig om morgen (lokal tid) med to meget trætte børn.

Vi skulle vente 24 timer i Singapore, inden sidste del af rejsen til Brisbane. Jeg havde booket et hotel lige udenfor lufthavnen, så vi kunnet få en ordentlig nats søvn. Selvom vi egentligt først kunne tjekke ind kl. 14., tog vi chancen og gik hen til hotellet inden. Endelig var heldet med os, og vi blev tjekket tidligt ind, helt gratis 👌🏻

Vi var mega trætte, så værelset blev mørklagt, og alle mand fik sovet.

Så da vi tidligt næste morgen skulle videre med det sidste fly, var vi faktisk rimeligt veludhvilede.

Poolen på transithotellet i Singapore

Flyveturen til Brisbane

På flyet til Brisbane var vi så heldige, at der var to tomme sæder ved siden af os, så vi havde tre sæder ud til vinduet, og to (ud af tre) i midterrækken. Virkelig godt.

Efter at have indtaget morgenmaden, og en pose M&M’s, gik der ikke længe før at begge børn sov, og så sov de faktisk hele vejen. Vi var helt i chok! Jeg fik endda set en hel film…

Hvad der lige gjorde udslaget i forskellen på de to flyveture aner jeg ikke. Måske at det stressniveau vi lige nåede op på i København, pga de manglende boardingpas og forsinkelsen, påvirkede dem?

Erfaring

Det var helt klart givet godt ud med en overnatning i Singapore. Vi kunne godt have valgt en tur med kun 1 times transit i Singapore. Havde vi valgt den, så tror jeg næsten at den sidste tur var blevet endnu værre.

Vi havde ikke behøvet at have en hel håndbagage kuffert med legetøj, de legede næsten ikke med det alligevel.

Jeg syntes inden afgang at vi havde alt for mange smoothies og mad med. Tror vi havde 12 smoothies, 2 poser kiks og 6 brikker MME. Men det hele var faktisk spist da vi kom frem, for flymaden var de ikke vilde med.

2 Comments

  1. Den bedste rejsesenge - annesvangren.dk

    4. august 2018 at 17:20

    […] Vi shoppede en rejseseng i Australien, da det mange steder kostede omkring 100kr pr. nat med en babyseng, og det kan jo godt løbe op når man rejser i 3 måneder. […]

  2. Sandal favoritter 2019 - annesvangren.dk

    16. april 2019 at 23:22

    […] tid til sandaler igen. Sidste år fandt vi allerede sandalerne frem den første marts, da vi var i Australien, så tidligt startede vi alligevel ikke i år, […]

Leave a Reply